Den allersidste dans – farvel til en klient.

 

Forleden sagde jeg farvel til en klient, der havde gået hos mig regelmæssigt igennem nogle år. Det var sørgmodigt for hende – og bestemt også for mig. Flere gange under det lange terapiforløb tænkte jeg på, om det stadig var gavnligt for klienten at gå hos den samme terapeut. Jeg vejrede om jeg havde fået blinde vinkler på klientens problematikker, og om der fortsat var progression. Hver gang nåede jeg til den overbevisning at det fortsat var udbytterigt. Både ud fra et fagligt/teoretisk perspektiv, men i allerhøjeste grad også på baggrund af min mavefornemmelse. Men hvad var det egentlig der gjorde dette forløb så virkningsfuldt ?

Klienten startede i terapi, fordi hun havde nogle udfordringer i sit parforhold. Jeg mødte en kvinde der var yderst motiveret for at arbejde med sig selv, og som samtidig var skræmt fra vid og sans, ved at sidde i et terapirum med en udforskende nærværende terapeut. Jeg husker hvordan jeg straks fattede stor sympati for hende og jeg sansede meget hurtigt, at her var der tale om meget små skridt. Ikke fordi hun var mindre begavet, tværtimod, men simpelthen fordi hun ikke var vant til kontakt i særlige store doser. Hendes barndomserfaring var, at kontakt med andre mennesker, enten var en mangelvare eller direkte farlig. Klienten havde haft uligevægtige og opfarende forældre.

I terapisessionerne skulle der kun et enkelt lille spørgsmål til, før hun ligesom forsvandt ind i sig selv, stivnede og sad med vagtsomme forskræmte øjne. Det man også kalder en dissociativ tilstand. Undertiden lykkedes det mig at hjælpe hende ud af den lammende følelse, og andre gange sendte jeg en klient ud af døren bleg og forvirret. Jeg indrømmer at det påvirkede min nattesøvn. Nogle gange talte vi om det, og andre gange vidste jeg at det ville sende hende ud i det ensomme tomme rum igen – og jeg undlod at tage det op.

Vi kom omkring mange emner og tematikker. Det blev tydeligt at det mest centrale i vores fælles arbejde, var hendes følelse af at være grundlæggende forkert og at ethvert øjeblik i kontakt med mig, og andre, var en potentiel mulighed for at ende i en skamfuld situation. Hun havde en massiv overbevisning om at hun var defekt og u-elskelig.

Hvad skulle der til ? Det vi gjorde, sammen.

Pålidelig gentagelse over flere år. At hun blev mødt med anerkendelse og accept, så hun langsomt og gentagende, kunne få den erfaring, at hun absolut er et meget elskværdigt og menneskeligt menneske. Et individ med alle de farver og nuancer det nu indebærer. At hun begyndte at gå ud i verden og fik tilsvarende positive erfaringer. En ny programmering , hvor kontakten til andre mennesker ikke havde en vedhæftning, af enten overvældelse og forkastelse.

Det var den dans vi dansede, hun og jeg , i flere år. Ved vejs ende så jeg en voksen kvinde der navigerede yderst kompetent og var selvforvaltende i sin tillid og kærlighed til sig selv .

Jeg er ikke i tvivl om at det måtte tage den tid det tog. At det var gentagelserne i kontakten og relationen der gjorde udslaget. Jeg forstår ydmygt at det tager tid og at det kræver tålmodighed for både klient og terapeut. Det var ikke en hurtig fixer, og så var den på plads

Det var med glæde, taknemmelighed og sorgfuldhed at vi sagde tak for dansen. Vi havde danset længe, kommet ud af rytme, fundet den igen, trådt hinanden over tæerne, sagt undskyld og lyttet til rytmerne af melodien for at finde fælles fodslag.

Forløbet havde forandret hende, og jeg ved at hun har bidraget til forandring hos mig.