Stik mig en plade Marabou, så skal det nok gå!

 

Finder du undertiden dig selv ude i køkkenskabet, på jagt efter lidt slik eller en håndfuld chips og ender du med småkagerne fra weekendens fødselsdagsselskab, uden helt at vide hvorfor ?

Eller, kan du næsten ikke få smidt tasken hurtigt nok efter endt arbejdsdag, for at få løbet en tur, bare lige for at koble af ?

Måske SKAL tøjet lægges sammen på en bestemt måde, eller måske er den eneste vej til en god nattesøvn, at alle mails er besvaret. – og så ham der snakker som et vandfald, for at lige at finde ud af hvad han mener.

Jeg tror de fleste mennesker kender noget der ligner. Men hvorfor er det sådan ?

 Vi mennesker er, ofte uden at vide det, meget optaget af hvordan vi skaffer os ro i kroppen. Vi har brug for indre ro, for at føle os nærværende og følelsesmæssigt afbalancerede, så vi kan navigere hensigtsmæssigt ’her og nu’. De seneste års fokus på yoga og mindfulness understøtter denne tanke.

Det er bare ikke så enkelt endda. Vores fokus på ro er ikke kun knyttet til den bevidste måde at opnå ro på. Den er langt mere subtil og fylder langt mere i vores hverdag, end vi egentlig er klar over. Vi er meget kreative i vores forsøg på at skaffe os ro, og det tjener os på godt og ondt. Godt når det giver os ro og balance. Mindre godt når beroligelse bliver til misbrug og selvmedicinering. Jeg vil vove den påstand ; at det er det misbrug grundlæggende handler om. Fra bla. alkohol, ludomani, sexmisbrug, sportsmisbrug og shop –à- holic til Marabou-chokoladen, løbeturen, en vippen med benet, en klikken med kuglepennen, Netflix og det daglige glas rødvin.

Vi gør det altså alle sammen, og gudskelov for det. Men måske er det godt at få lys på hvordan man uhensigtsmæssigt beroliger sig selv, og hvad der er det bagvedliggende ubehag. Er det indre tomhed, u-udtrykte følelser og behov, eller en manglende evne til at berolige sig selv ?

Menneskets nervesystemer er meget forskellige. Nogle mennesker er født med meget sensitive nervesystemer og andre har knapt så mange udsving . Der er ikke noget rigtigt og forkert og der findes både fordele og ulemper i begge lejre.

Udover det genetiske, har det tidlige samspil med forældrene en meget udslagsgivende betydning. Som små børn er vi dybt afhængige af rolige, kærlige, forudsigelige afstemmende omsorgspersoner.

De voksne, bliver ved deres adfærd, modeller for hvordan barnet lærer at håndtere sig selv på et indre plan. Dermed også om det kan berolige sig selv, når det udsættes for oplevelser af en vis intensitet. Således vil en mor der håndterer sit barn roligt , når det er utrygt og ophidset, ”låne” barnet sin ro og barnet kan derved adoptere den regulering, og bruge den videre i sit liv. En urolig og let antændelig mor vil kun forstærke uroen og derved ” efterlade” barnet uden erfaringer med at bringe sig til ro.

Det behøver dog ikke altid at bunde i forældrenes uformående, og der kan være mange årsager til at vi mennesker finder kompetente strategier der giver os umiddelbar ro og velbehag. Men det er ikke uvæsentligt hvad vi har med os, og vi finder livet igennem veje til beroligelse, kreativt og oftest ubevidst. De fleste er afstemte og yderst hensigtsmæssige og andre er årsag til usund livsstil, besvær og konflikter med omgivelserne.

Hvad er din uhensigtsmæssige selvberoligelse, og er du nysgerrig på hvad der er kilden til din uro ?

God opmærksomhed !